SOLAVATAREN • INDVIEREN • ÅNDELIG CLAIRVOYANT • HEALEREN
Mit navn er Peter L. Simonsen. Jeg kom ind på kloden her i 1948. Som ung arbejdede jeg 30 år i bygge- og anlægsbranchen bl.a. som produktudvikler og i en del år med selvstændig erhvervsvirksomhed. Jeg har siden 1979 taget flere alternative uddannelser bl.a. healeruddannelse med almen psykologi. Jeg begyndte at studere teosofi, esoterisk filosofi, psykologi og åndsvidenskab og i 1994 åbnede jeg >Huset i Centrum< Healerskolen i Sønderjylland sammen med min daværende kone. Siden 1998 har jeg også lavet omfattende foredragsarbejde og rådgivet i sjælelig og personlig udvikling.

Jeg er født med clairvoyante evner og syn, hvilket jeg anvender i mit arbejde med at omdanne visse sygdomme og begrænsninger i den menneskelige konstitution til skabende aktivitet. Jeg kan læse aura, læse i hænder og arbejder derigennem med helbredelse, hvor det er muligt. Udover at være åndelig clairvoyant = at have klarsyn, har jeg også klarfølelse og klarhørelse. Jeg læser på den måde den enkeltes evner, tidligere liv og forbindelse til de nutidige og fremtidige liv. Jeg besvarer spørgsmål om lidelser, stress, smerter, kriser og konflikter. Jeg arbejder således både på det personlige, det sjælelige og det åndelige plan. Mine arbejdsopgaver i dette liv er forudbestemt af Hierarkiet, Shamballa og visdomsmestrene.

SOLAVATAR
I 2014 fik jeg en indsigt i Alperne om, at jeg skulle arbejde dybere med en større udvikling. Jeg blev præsenteret for, at jeg faktisk er en Avatar. Kunne det virkelig være rigtigt… at lille jeg kunne udføre det? Det var for mig noget stort at se på, så jeg lod det ligge et årstid, indtil det kom til mig igen i 2015. Jeg fik en total ”nulstilling”, som jeg også har oplevet tidligere. Det betyder, at min dagligdagsbevidsthed er væk, man bliver opdateret på ny og bruger kun den vise del af alt det, man har lært tidligere. Som Avatar er man en guddommelig budbringer. Efter jeg fandt ud af, at jeg er Solavatar, har jeg haft mange indre rejser ud i universet, hvor jeg har været sammen med andre Avatarer på de kosmiske planer på rejse i tid og rum. Jeg har oplevet at være med i forskellige rumskibe, som har kunnet accelerere med 100 lysår i timen. Jeg har set nogle helt andre universer bl.a., hvordan man arbejder med manifestation af den guddommelige bevidsthed på andre kloder og hos andre livsformer. Som Solavatar er min primære opgave at arbejde med Jordens tarv og bygge menneskeriget op til at kunne arbejde med den guddommelige hensigt, den guddommelige vilje, den guddommelige kærlighed, den guddommelige visdom og den aktive intelligens. Så jeg rummer de ting i min bevidsthed, og jeg prøver at arbejde målrettet med at give den inspiration, der skal til.

Du kan læse mere om mig og mit virke i magasinet "SOLAVATAREN - INDVIEREN", skrevet af flere af mine elever i samråd med mig.